David Benyamine

Den franskfødte pokerspiller skulle egentlig have været tennisstjerne, men en skulderskade satte en stopper for karrieren. Ud over tennis har han faktisk ligget i Top 10 over billardspillere i Frankrig, men endte med at bosætte sig i Las Vegas og leve af pokeren.

Som 12-årig lærte David Benyamine at spille poker. Det var dog ikke pokeren som dengang havde fat i den unge franske knægt. Tennis og billard var begge dele på programmet, og hvis det ikke havde været for en skulderskade, så havde vi måske først set ham træde ind på pokerscenen samtidig med Boris Becker.

Nu var skulderskaden så held i uheld, for uden den havde vi ikke stiftet bekendtskab med den sympatiske franskmand.

Fra 1999 og frem til 2002, var han fast inventar i de franske pokerturneringer. Og ud af 15 cashes, var ingen af placeringerne dårligere end en 9. plads!
Dette gav franskmanden så meget blod på tanden, at han tog turen over Atlanten og bosatte sig og begyndte at spille i USA. Der gik heller ikke lang tid, før det kastede de første resultater af sig.

Han skulle dog lige tage turen tilbage til hjemlandet for at sikre sig karrierens første store titel. Den kom i hus på hjemmebanen i Paris, hvor han vandt 2003 WPT Grand Prix de Paris og €357.200.

Han fik dog et midlertidigt ophold i sit amerikanske pokereventyr, da han i 2004 blev smidt ud af landet. Situationen opstod, da hans navn blev forvekslet med en anden på terrorlisten, men da man under sagen fandt ud af, at Benyamines opholdstilladelse ikke længere var gyldig, sendte man ham retur til Frankrig. Siden er Benyamine vendt tilbage til USA, har fået papirerne i orden og har bosat sig i Nevada.

Benyamine er dog mest kendt for sin deltagelse i forskellige pokerprogrammer, som Party Poker Premiere League og Poker After Dark. Men det er ikke kun i high stakes miljøet på tv at franskmanden har kunnet begå sig. I 2008 vandt han sit første – og eneste – WSOP armbånd, da han vandt $10.000 Omaha hi/lo turneringen og $535.687.

I alt har han siden 1999 vundet $6.247.203, hvilket gør ham til Frankrigs næstmest vindende spiller efter Bertrand ”Elky” Grospellier.