Vi har haft emnet oppe at vende før. Emnet om hvorfor og hvordan det kan være, at det kan være ufatteligt svært at folde sin hånd, selvom man inderst inde udmærket er klar over at man er slået på forhånd.
Det er næsten lige så dumt som dem der trods utallige advarsler, alligevel vil prøve at lægge hånden på et varmt strygejern eller en varm kogeplade. Velvidende at det gør afsindigt ondt at brænde sig på et strygejern og en varm kogeplade.
Formål med galskaben
Det eneste der kunne få mig til at prøve den slags, det er at jeg kan vinde noget ved det. Enten at jeg kan vinde hæder og ære, eller at jeg simpelthen kan vinde iskolde kontanter.
Selvom jeg godt ved at det er et dumt at tage imod tilbuddet, så takker jeg nok alligevel ja, fordi at min hjerne får mig overbevist om at jeg ikke skal lytte til fornuften men til lysten. Det vil med andre ord sige, at der er et formål med galskaben, og dermed kan jeg godt forsvare(over for mig selv), at det er en super ide at smække nallerne op på den varme kogeplade, til trods for at jeg højest sandsynligt kommer til at brænde mig.
Frist dine modstandere til at gøre noget dumt
Det er præcis det samme der sker når vi spiller poker. Så gør vi sommetider også noget ufatteligt dumt, selvom vi udmærket kender konsekvensen af vores handlinger. Bare der er mening med galskaben, så springer vi i med begge ben.
Sidder du eksempelvis og har på fornemmelsen at din modstander har en lavere flush end dig selv, og du samtidig er overbevist om at du kan presse lidt flere penge ud af ham. Bare ved at stikke et velplaceret valuebet ud i ansigtet på ham. Så er der ingen grund til at tøve, han skal nok kalde dig hvis bare tilbuddet er godt nok.
Vurderer han at prisen for at kalde, er passende i forhold til den eventuelle negative konsekvens der vil være. Så kan du være lige så sikker som amen i kirken på, at han kalder hånden inden du når at sige JUHUUUUUUUU!!
Den nysgerrighed du selv kæmper med, kan du bruge mod alle de andre ved bordet.
/KL
