Tit og ofte når jeg snakker med venner om poker, og jeg fortæller dem, hvordan jeg har lavet en fin indtægt gennem en længere periode, får jeg reaktionen: ”Det kunne da være, jeg også skulle ta’ og prøve det der poker”. I dette svar ligger det selvfølgelig implicit, at de gerne vil tjene pengene, som er forbundet med spillet.
Poker kræver hårdt arbejde
Min reaktion på dette svar er ikke ”Ja helt sikkert, du skal da bare begive dig i kast med det”, sådan som man (de?) ellers kunne tro. Grunden til dette er selvfølgelig, at jeg ved, at poker ikke bare er forbundet med lette penge, sådan som mange tror det. Sådan var det dog engang. I starten af dette årtusinde kunne man med en forholdsvis lille arbejdsindsats blive en vindende pokerspiller, men som markedet fungerer, vil en let tilgang til penge hurtigt tiltrække en strøm af konkurrencedygtige aktører, og så er det ikke længere så let at lave skillinger.
Ingen lettjente penge
Pokerspillet bliver i stadig mindre grad forbundet med den drikkende, festende, udisciplinerede, dovne ungkarl, som ikke kan gøre sig i et ’almindeligt’ ni-til-fire-job. Sjovt nok udgøres pokerscenen i dag overvejende af denne modsætning. For at blive en god pokerspiller, må man konstant være kritisk og arbejde på sit spil. Analysere modstandere, analysere sit eget spil, beregninger og selvfølgelig spille. Da der ikke er nogen chef, der svinger pisken, kræver det en enormt disciplineret tilgang til spillet, hvor der skal arbejdes adskillige timer om dagen, hvis man gerne vil have en timeløn, som er større end den, man får bag kassen i netto.
Det kan virke som et lettere dystert billede at pokeren, jeg har tegnet her, men det er ganske naturlig og nødvendig udvikling; nødvendig fordi min gamle fader selvfølgelig har haft ret alle de gange, hvor han har sagt: ”Der findes ingen lettjente penge!”
/Rask
