De mennesker jeg har omkring mig, som ikke selv spiller poker. Eller i hvert fald ikke i de mængder som jeg selv spiller, kan ofte ikke forstå hvordan jeg selv kan være så betaget af spillet. Det virker næsten som om pokeren virker vanedannende for mig.
Hvad er det der fanger
Hvis du spørger en lystfisker om hvorfor det er så sjovt og interessant at fiske. Så vil han helt sikkert svare noget i retning af, at det er sjovt fordi det er rart at komme ud i naturen. Det er sjovt fordi det stimulerer jagt instinktet i ham. Det er sjovt fordi det er mentalt stimulerende, at gå rundt i sine egne tanker og være i et med naturen.
Det kan også være at han siger, at det er fordi det er spændende ikke at vide om man fanger noget eller ej. Ligesom det også er spændende, at man ikke ved hvad man kan risikere at få på krogen.
Men spørger man en pokerspiller, hvad det er der fanger hans interesse, vil hans svar naturligvis være anderledes.
Jeg vil svare noget i stil med, at det er et spændende spil, fordi det er taktisk og strategisk. Fordi at jeg kan tjene lidt ekstra penge på at spille poker. Jeg elsker konkurrence elementet i pokeren. Og så kan jeg godt lide at alle har en chance for at vinde.
Vil du spille poker uden ægte penge
Hvis man lægger mærke til det, så er der kun et af mine svar der har økonomisk klang. Og vil det så sige, at jeg også ville være betaget af pokeren i samme grad, hvis vi forestiller os at vi kun spillede poker for legetøjspenge.
Og her vil svaret 100 % være nej.
Så hvorfor så ikke bare svare, at jeg kun spiller poker for pengenes skyld?
Det har faktisk oppe at vende 1.000.000 gange oppe i mit hoved i alt den tid jeg har spillet. Og jeg har stadig ikke svaret på spørgsmålet. Fordi jeg mener oprigtigt, at det er en blanding af alle mine ovenstående svar, men de kan ikke stå alene uden den økonomiske del.
Tankevækkende.
/KL
