Først prøvede man med pisken overfor udbyderne. Nu forsøger man med gulerod overfor spillerne. Amatørerne er blevet det nye ”sort” i netværkene.
Egentlig er det ikke nogen ny historie. Allerede før Black Friday var manglen på spillere i netværkene begyndt at melde sig. Det vil sige at spillerne var der stadigvæk, men alle fiskene var ved at forsvinde. Det fik hajerne til at gå på rov på kryds og tværs, og inden længe kunne de fleste netværk mærke den manglende trafik.
Det fik konsekvenser for udbydere med vindende spillere. Det var typisk sites med store rake-aftaler, som havde tiltrukket spillere med høj omsætning, og straffen var hård. Der blev sat loft på procenterne og udbyderne blev direkte straffet af netværket, hvis de stod for en for stor andel af vindende spillere. De nye regler krævede hobbyspillere og andre glade amatører, som kunne sikre en lind pengestrøm op igennem hierarkiet.
Ingen gik fri
Og stort set ingen netværk gik fri. Der var ikke tale om en trend, hvor man ville til at straffe forkælede spillere med høj tilbagebetaling, men en overlevelsesøvelse i de flestes tilfælde.
Og øvelsen lykkedes delvist. De store udbydere på netværkene, som brugte mange penge på markedsføring blev belønnet for at tiltrække nye spillere, som ville give pokeren et skud, mens de mindre udbydere, som udelukkende levede af rake-kunder måtte sande, at de tider hvor man lige akkurat kunne holde en forretning kørende på at tilbagebetale mere end de andre var forbi.
Nu er man så nået til næste skridt i udviklingen. Global afmatning, Black Friday eller blot det faktum at poker ikke længere er så hot som det var for et par år siden, har bevirket at fiskene igen mangler rundt omkring. Men eftersom skruen er blevet strammet gevaldigt overfor udbyderne, så prøver man nu at lokke spillerne med en gulerod.
Tabende spillere får højere rakeback
Ongame var et af de første netværk, som begyndte at køre med deres ”Essence” rake-back system, som er en form for algoritme, som ud fra spillerens status tildeler rake. Oversat betyder det, at tabende spillere får mere tilbage end vindende. Bodog lavede også deres eget system, som man dog valgte ikke at opkalde efter en parfume eller undertøjsserie, men blot gav den navnet ”Recreational Poker Model”, som netop hentyder til lejlighedsspilleren.
Nu er turen så kommet til Microgaming, som pr. 1. juli indfører et nyt sindrigt to-lags system. Den nye model går nemlig ikke ind og straffer loyale spillere med stor omsætning, men deler dem blot op i to grupper, hvor man altså ikke går ind og tager noget fra de tunge brugere, og samtidig sikrer hobbyspillerne ud fra parametre som: Volumen, aktivitet og vind/tab. Det skulle dermed give amatørerne, hobbyspillerne og hvad man ellers kan kalde folk der spiller ved lejlighed, en mulighed for at opnå fordele selv på lave niveauer.
Om tiltaget kan tiltrække flere fisk, bliver en opgave som marketingsfolkene. Det bliver spændende at se hvor de vil sælge den.




