I hvad Groupe Bernard Tapie selv beskriver som 11. time, er handlen omkring Full Tilt faldet til jorden. Vi prøver at give et overblik over situationen.
En islandsk saga er opbygget på en bestemt måde, først præsenteres begge slægter, derefter opstår problemet mellem parterne, og efter det bygges historien meget på hævn og gengæld. Handlingen er koncentreret omkring få personer og den er dramatisk, plottet er meget overskueligt, og der er store spring i tiden.
Det kan meget vel være situationen omkring Full Tilt og det amerikanske Department of Justice (DoJ). At Island, som indtil finanskrisen satte ind, var en af de højest besungne nationer, hvad angik økonomisk fremgang, initiativ og velstand, er ophavsland til netop disse former for fortællinger, gør bare situationen endnu mere tragikomisk, da landet jo som bekendt kun havde fremgang ved hjælp af svindel, varm luft og andres penge.
Og netop det gør, at hele fortællingen omkring Full Tilt, DoJ og Groupe Bernard Tapie (GBT) minder om en saga. For sjældent har man set så meget dramatik omkring en lille kreds af personer, som har været involveret i historien.
Baggrunden for Full Tilt sagaen
Baggrunden kender alle som perifert har en interesse i poker. Full Tilt får lukket af for sine midler, licensen inddrages og tusindvis af spillere står med skægget i postkassen, og kan ikke få deres penge. Da man begynder at grave i firmaet viser det sig, at ejerkredsen omkring Full Tilt har været mere end gavmilde med at dele spillernes indeståender ud til sig selv, faktisk i en sådan grad, at der ikke længere er dækning til alle.
Da stemningen nærmer sig landsbybeboere med fakler og høtyve i en ophidset hob, kommer en fransk finansmand med blakket fortid ind fra venstre og tilbyder at overtage resterne.
Så langt så godt.
Forhandlingerne brød sammen
Et sted mellem mandag og tirsdag brød forhandlingerne mellem DoJ og GBT nemlig sammen. Og mens DoJ var tavse, hvilket der ikke er noget fortænkt i, så meldte GBT sig på banen med en pressemeddelelse.
Vi skal nok lade være med at gengive hele meddelelsen her, men vælger i stedet frit at fortolke den i to udgaver. Først hvad vi tror presseafdelingen i GBT gerne ville have at vi skulle høre, og efterfølgende hvad vi mener de egentlig sagde:
”Groupe Bernard Tapie må med beklagelse meddele, at efter syv måneders intensive forhandlinger omkring at skabe verdensfred, redde den truede hvide tiger og afskaffe hungersnøden i Afrika mens vi opkøbte et pokersite, er vi kommet til et punkt hvor et skyggekabinet af mørkets fyrster i ondskabsfuldt øjemed har spændt ben for processen. Vi må derfor opgive yderligere forhandlinger.”
Men da ingen af rent filantropiske årsager ville betale $80 mio. for et firma, som skylder $330 mio. til deres kunder, så ville nogen måske læse meddelelsen sådan her:
”Groupe Bernard Tapie må desværre konstatere at det ikke er lykkedes os at holde en stor gruppe pokerspillere som gidsler. Vi havde tænkt os at slå to fluer med et smæk og blive bedste venner med Department of Justice og stikke en spids pæl i hjertet på PokerStars samtidig med, at vi ville tvinge alle tidligere Full Tilt kunder til at rake 24 timer i døgnet året rundt, hvis de nogensinde ville se deres penge igen.”
Begge fortolkninger er selvfølgelig i hver sin ende af ekstremerne, men hvis man kigger på et af de afgørende punkter, som var årsag til forhandlingernes sammenbrud, så var det netop måden, at spillerne skulle tilbagebetales på, som blev et omdrejningspunkt. GBT havde opstillet en række krav som spillerne skulle opfylde, før de portionsvist kunne begynde at trække deres penge ud. De nærmere detaljer omkring disse krav er ikke oplyst, men mødte åbenbart så stor modstand hos DoJ, at hele projektet mislykkedes.
Samtidig skal man huske på, at selvom man kunne opnå en fælles aftale, så ville man stadigvæk ikke kunne spille poker i USA. Det er ikke DoJ som giver tilladelsen, men Senatet som i sidste ende laver lovændringen. Selvom ingen rigtig har de nøjagtige tal på, hvor meget der står på de spærrede Full Tilt konti, så skulle GBT altså tilbagebetale amerikanerne, betale for firmaet og hente et fremtidigt overskud på de europæiske spillere – som i øvrigt også havde penge til gode.
GBT havde en plan for hvordan de skulle få penge hjem
Og der er heller ingen tvivl om, at GBT havde en ide om, hvordan de kunne tjene penge på handlen. Mere og mere tyder på, at det var spillernes indefrosne kapital, som skulle sikre grundlaget for fremtidig indtjening. En ubehagelig form for afpresning ville nogen måske sige, men en forståelig mulighed for en forretning for GBT.
Imidlertid er PokerStars så blevet bragt på banen. Det er selvfølgelig løse rygter, som ikke er blevet bekræftet andre steder end af folk ”som kender nogen”, men prisen som nævnes er $750 mio.
En række ting taler både for og imod et opkøb fra deres side, men indtil videre er der radiotavshed fra både DoJ og Pokerstars, som dog i en kort pressemeddelelse siger, at man i øjeblikket har fortrolige forhandlinger med DoJ om deres egen situation, og derfor ikke vil kommentere noget som helst.
Sagaen fortsætter helt sikkert et stykke tid endnu. Vi ser frem til paperbackudgaven af den.
