Et af de få netværk som fortsatte med at tilbyde poker i USA efter Black Friday, tilbyder nu Gøg & Gokke løsninger til deres amerikanske spillere.
Da Black Friday for over et år siden hamrede en stor pæl igennem onlinepokeren med fatale konsekvenser for en række udbydere, så fortsatte det lille Everleaf netværk ufortrødent og tog stadigvæk imod amerikanske spillere.
Dette forsatte frem til februar hvor en henvendelse fra U.S. Department of Homeland Security satte en stopper for al aktivitet på den anden side af Atlanten. Henvendelsen var af den type, hvor man knalder håndjern på en af Everleafs stråmænd, som stod for udbetalinger via et falsk firma i staterne. Samtidig konfiskerede man alle konti og dermed alle de amerikanske spilleres indeståender.
Everleaf var dengang hurtigt ude og lovede at alle amerikanske spillere nok skulle få deres penge, og at alle ville blive kontaktet hurtigst muligt med instruktioner om hvordan man ville kunne få sine midler. Det er så sket nu, men nok ikke på en måde som får spillerne til at klappe i hænderne af begejstring. For løsningen er præcis så gennemtænkt, at Everleafs ledelse uden problemer ville kunne iføre sig en paryk og træde direkte ind i ”De Unge Mødre”.
Everleaf giver deres kunder tre ubrugelige muligheder
Everleaf giver nemlig deres kunder tre muligheder. De to første er at oprette enten en Moneybookers eller Neteller konto, som spillerne derefter kan overføre deres tilgodehavende til. Problemet er bare, at hverken Moneybookers eller Neteller accepterer amerikanske kunder.
Tredje mulighed er at spillerne åbner en bankkonto udenfor USA, hvilket nok vil blive en smule besværligt for en stor del og helt sikkert ikke en rentabel forretning, hvis man samtidig skal til at rejse eksotiske steder hen for at hæve sit indestående.
Everleaf har med andre ord ikke engang givet spillerne valget imellem pest eller kolera, men simpelthen bare ageret så dumt, at hvis manglende intelligens var et morgenmadsprodukt, så ville Everleaf være Tony The Tiger.
Spillerne burde have vidst bedre
Nu skal der selvfølgelig to til at danse, og spillerne var selvfølgelig klar over de amerikanske myndigheders syn på onlinepoker – husk på dette var efter Black Friday – men Everleaf har i denne sag åbenbart følt sig tvunget til at fortsætte sine aktiviteter på amerikansk jord af indlysende tvungne økonomiske årsager, indtil filmen altså knækkede for alvor.
Everleaf befinder sig på en 29. plads på Pokerscout.com’s liste over netværk og har i gennemsnit 200 spillere om dagen. Dette til trods for omkring 100 forskellige skins på netværket. Selv uden den helt store matematiske forståelse, kan de fleste sikkert regne ud, at det betyder at hvert skin leverer to kunder til butikken… Ikke ligefrem en guldrandet forretning.
Blandt de skins som findes der, er blandt andet UranusPoker.com.
Sprogkyndige i engelsk kan selv prøve at finde den korrekte eller mest underholdende udtale af navnet, og måske overveje om det ikke er Everleafs holdning til deres kunder i det hele taget?




