Da Storebæltsbroen stod færdig i slutningen af 90’erne betød det samtidig slut for færgefarten i Korsør. Byen som kun har omkring 14.500 indbyggere, blev reduceret fra et centralt knudepunkt i dansk trafik, til bygninger i baggrunden når bilerne og togene suser forbi på vej over broen.
Men det er her, langt væk fra den internationale pokerscene, at en af Danmarks første pokerproer bor, og stadig holder fast i sin fødeby.
Omkring år 2000 havde Morten Erlandsen sit eget engrosfirma hvor han solgte kød. På ”kødruten” gik turen ofte forbi nogle af de danske kasinoer, og inden længe begyndte den dengang 29-årige at besøge stederne efter arbejdet med sin gode ven Daniel. Formålet med udflugterne var Black Jack og et forsøg på at tælle kort. Det lykkedes nogenlunde, selvom fordelen ved at gøre det ikke er så stor på de danske kasinoer, som hos f.eks. de amerikanske.
Det var under et af de besøg, at Daniel opdagede at der også blev spillet poker. Dengang var Seven Card Stud det eneste som blev tilbudt i Danmark, men eftersom Morten havde spillet i sine drengeår, så formodede han også at gevinsten var langt større end hvad man kunne lave på Black Jack, og besluttede sig for at skifte til det.
Der gik ikke lang tid før han også opdagede, at man tilbød det samme spil på nettet, så skridtet fra de velour beklædte kasinovægge blev skiftet ud med en konto hos Paradise Poker og mere hjemlige omgivelser. Og derfra tog det hele fart.
- Jeg startede med at spille fixed limit $1/2, bare for at lære spillet at kende. Inden længe opdagede jeg at der også fandtes bøger om emnet og kastede mig over dem. Det var stadig på hobbyniveau, da jeg havde mit firma ved siden af. Jeg opdagede dog, at jeg havde et vist talent for det og omkring 2002 fik jeg et mega run på Ladbrokes. Jeg vandt simpelthen kæmpestort, hvilket også resulterede i et sponsorat.
Dengang spillede Erlandsen under navnet ”Pokergirl1”, hvilket hurtigt blev et kendt og frygtet navn på netværket. Faktisk var succesen så stor, at flere af de norske og svenske high stakes spillere beskyldte ham for at snyde, for ingen kunne være så god. Det resulterede i, at de truede med et besøg hjemme på adressen. Det skete dog aldrig, selvom nogle norske spillere ringede og sagde, at de var på vej.
Historien er et udtryk for, hvor meget ”Pokergirl1” egentlig styrede bordene.
- I et halvt års tid dedikerede jeg mig totalt og kom stort set ikke udenfor en dør. Jeg slæbte en madras ind foran computeren på mit kontor og sov der. Jeg spillede til jeg segnede og stod op og spillede videre. Nogle gange når jeg havde lagt mig, så bippede computeren og der var pludselig en modstander klar ved et bord, hvorefter jeg stod op og gik i gang igen.
Den slags er jeg blevet for gammel til nu – det gider jeg ikke mere.
I dag spiller Morten primært $5/10, hvilket er meget langt fra taksterne som han spillede i starten af karrieren.
- Spillene var bare bedre dengang. Det var lettere at slå $50/100 end det er at slå $5/10 i dag. Jeg spillede $25/50 og $50/100 og der var altid en eller anden form for action at finde.
- De tider er desværre forbi. I dag spiller jeg $5/10, hvilket fungerer rigtig godt for mig. En af grundende til det er, at der ikke længere er så meget aktivitet på de store borde. Samtidig har jeg ikke længere ambitionerne om at lave multimillioner, hvilket i øvrigt også er blevet for svært for stort set alle. Man kan stadig lave penge, og jeg kan stadig leve fint af det, men det er blevet langt sværere.
Og for en spiller som har været med helt fra starten, så er det ikke kun på bordene, at man kan mærke de nye tider.
- Det har også ændret sig en hel del med hensyn til sponsoraterne. Da jeg spillede for Ladbrokes var det med buy-in til turneringer og alt betalt. I dag har jeg en fin deal med NordicBet, men slet ikke noget i stil med den jeg havde tidligere. De deals du kan få i dag er ofte afhængige af hvor meget du kan grinde på netværket, du skal hedde Gustav Hansen, Theo Jørgensen eller måske Peter Eastgate for at kunne få noget der bare minder om en super deal.
- Det giver nok cash game og sng spillerne en lille fordel i forhold til sponsorater overfor turneringsspillerne. Vi kan rake os til sæder i diverse events, mens en rendyrket turneringsspiller har svært ved at omsætte nok til, at der falder et sponsorat eller et sæde af.
Morten Erlandsen har valgt at blive boende i Korsør, hvor han har boet hele sit liv. Og byen står i skærende kontrast til det liv man normalt forbinder med high stakes poker og kasinoernes glitter og glimmer.
- Jeg er født og opvokset i Korsør. Jeg købte et hus med eks-kæresten og bor stadig i det. Samtidig har jeg min søn her, som jeg ser hver anden weekend. Jeg har aldrig overvejet at flytte, da alle mine venner, familie og omgangskredsen bor her.
- Når man har poker som job, så er det sådan set ligegyldigt hvor man bor. Jeg spiller når jeg har lyst, hvilket efterhånden vil sige en 3-4 timer pr. dag. Nogle gange tager jeg to sessions, men jeg har ikke længere den samme gnist. Måske er det et udtryk for at jeg er blevet ældre, men selvom jeg har skåret meget ned på mit spil, så kan jeg stadigvæk sagtens leve af det.
- Jeg hænger faktisk ikke så meget ud med de andre proer. Selvfølgelig kender vi hinanden og jeg taler med dem når vi er ude, men mit netværk er her i Korsør.
Og måske skyldes Mortens kærlighed til de hjemlige trygge rammer, at livepokeren ikke altid har været lige flink ved ham.
- Jo, der er blevet lavet meget fis med mig og mine resultater live. Det rør mig ikke rigtigt, jeg er hoppet med på joken et par gange, for der er ikke rigtig andet at gøre.
Men hvis jeg selv skal sige det, så har jeg simpelthen været pissehamrende uheldig…
- Der er en uhyggelig høj varians i de her liveturneringer. Du kan spille perfekt i flere dage, for derefter at blive smasket på én hånd. Og eftersom jeg ikke gider spille så mange tours, så skal du altså virkelig ramme godt i de få du spiller for at komme langt i dem. Jeg lever fint af mit cash game, så jeg kan godt klare lidt modgang i mine liveturneringer.
Der er dog stadig enkelte oplevelser med modgang, som har sat sig godt fast i Erlandsens bevidsthed.
- Wien… I 2010 spillede jeg EPT i Wien og er blandt de 10 sidste. Jeg bliver flyttet over til feature table, hvor Daniel Negreanu sidder. Jeg har ikke en gang fået samlet mine chips før jeg kigger ned i AA i big blind. Negreanu og jeg ender all-in og han kan vise 77 op. Selvfølgelig taber jeg den…
Selv i dag kan jeg stadigvæk godt en gang imellem tænke: ”Hvad nu hvis jeg havde vundet den hånd?” Den sidder rigtig dybt i mig. Selv de små detaljer omkring mikrofonen som jeg er ved at få sat på, Negreanu som begynder at tabletalke i sin sædvanlige stil da jeg presser ham, og følelsen af glæde da han kalder, som bliver afløst af dyb skuffelse da dealeren vender en 7’er.
- Selvfølgelig skal det ikke være klynk det hele. Jeg har haft virkelig mange fede oplevelser med pokeren, og jeg vil stadig gerne ud og spille. Lysten skal dog være der, for hver gang man rejser ud, så føler man sig virkelig drænet når man kommer tilbage.
Men når man så har været væk et stykke tid, så bliver man sulten, og inden man får set sig om så er man taget af sted igen. Jeg er ikke den store planlægger, så jeg beslutter mig som regel 4-5 dage før en turnering om jeg vil af sted.
Der har dog også været øjeblikke hvor Morten har følt at verden bare smilede og alting faldt i hak.
- Måske er det ikke min største bedrift, men jeg har gemt et skærmdump fra en $25/50 session, hvor jeg forvandlede $3.400 til $165.000. Det var en hel vild oplevelse.
Nu har jeg jo rent faktisk også vundet en turnering i Tallinn, og selvom det var sjovt at prøve, så er det stadig Wien jeg husker.
Og vanen tro, vil vi da også fiske efter gode råd til spillere, som godt kunne tænke sig at forbedre deres spil, men svaret her lander for første gang lidt udenfor de sædvanlige råd om BRM, coaches og disciplin.
- Det må ikke gå ud over humøret. Man skal spille for at hygge sig og være glad. Hvis man spiller så højt at det påvirker ens humør, så skal man stoppe. Det prøvede jeg, og det har jeg virkelig fortrudt.
- Selvfølgelig skal man også tænke på BRM, hvilket jeg selv er blevet bedre til. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har lavet mange fuck-ups i løbet af karrieren. Måske har min BRM justeret sig efter at jeg ikke har så høje ambitioner mere, jeg skal bare have det godt, det må ikke gå ud over mit humør. Jeg kom til et punkt hvor jeg bare ikke havde det godt med de store udsving, og hvor det virkelig gjorde ondt at smide en million på en enkelt dag. Så hvis du spørger mig om jeg spiller med 100 buy-ins i ryggen, ja det gør jeg… Det er ikke et problem længere.
Selvom Morten ikke længere sover foran computeren eller har helt den samme gnist, så vil han dog ikke opgive spillet.
- Jeg elsker poker, for pokeren giver mig frihed. Og selvom gnisten måske er væk og det er blevet hverdag, så giver pokeren mig stadig mulighed for en form for frihed som jeg ikke vil undvære. I bund og grund er det jo et af verdens fedeste jobs. Jeg kan arbejde hjemmefra eller tage computeren under armen når jeg besøger kæresten i Helsingør og spille derfra.
- Og jo, jeg har tit tænkt over hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle spille, og det er stadig ikke lykkedes mig at finde et svar på det. Jeg var med til at starte sitet Pokergirl op og er stadig en del af det, så det ville nok blive en eller anden form for business. Jeg regner dog ikke med at kvitte pokeren uanset hvad jeg finder på. Medmindre jeg selvfølgelig en dag ikke længere kan leve af det.
Som sagt så er friheden det vigtigste.
Der er dog stadig områder hvor Morten ikke helt kan slippe imaget som de fleste pokerspillere slæber rundt på, og det er når snakken falder på planlægning.
- Resten af året? Tjah, det har jeg faktisk ikke rigtig planlagt endnu. Lige nu kunne jeg faktisk godt tænke mig at komme ud og spille lidt liveturneringer, men som jeg sagde tidligere, så bliver det nok en 4-5 dage før jeg beslutter mig. Jeg er ikke den store planlægger, griner han.
En ting synes dog stadig planlagt i Mortens kalender, og det er de regelmæssige sessioner, hvor han grinder ind på bordene til dagen og vejen. Og selvom Korsør ligger derude hvor Sjælland ender – eller starter, alt afhængigt af hvordan man ser på det – så har vennerne i det lille samfund vænnet sig til at Morten lever af kortspil. De snakker ikke særligt meget om det når de kigger forbi, men har da prøvet at kigge ham over skulderen og spillet lidt mindre turneringer selv.
For selvom Morten ikke længere har ambitionerne om de mange millioner, så kan andre jo godt have dem.
