Det går ikke altid som præsten prædiker, men selvom Laurent Tapier ikke fik lov til at købe Full Tilt, så han har ikke skrinlagt pokerplanerne.
For måneder tilbage florerede en dyrt produceret video med tusindvis af pokerspillere i hæsblæsende action på et fodboldstadium. Ingen vidste rigtig dengang hvad det hele gik ud på, men kort tid efter begyndte rygterne at tage form: Laurent Tapier, som var i gang med at købe Full Tilt, ville lave verdens største liveturnering på selveste Wembley Stadion.
Garanteret præmiepulje på €20 mio
Nyheden om 30.000 pokerspillere og en garanteret præmiepulje på €20 mio. fik skeptikere og selv de mest naive til at ryste på hovedet og erklære planen for ”fantasifuld” eller i bedste tilfælde ”utrolig ambitiøs”. Det viste sig da også, at den planlagte dato for begivenheden kolliderede med selveste Champions League finalen i 2013, hvorefter at de fleste erklærede hele projektet for dødt og blot en god historie, som skulle have skabt interesse for Full Tilt hvis købsplanerne var lykkedes.
Det viste sig dog at Tapier ikke gav op så let, for ifølge de seneste nyheder, så er han fast besluttet på at gennemføre arrangementet. En bekræftelse fra Wembley om en booking og en ny dato har set dagens lys, ligesom Tapier har allieret sig med et par betydningsfulde navne indenfor poker og tv. Således er han gået sammen med fransk tv og Prosper Masquelier, som tidligere har lavet succesfulde pokerprogrammer til franskmændene. Denne gang er ambitionsniveauet dog 50 europæiske lande, som alle på den ene eller anden måde skal have adgang til billedmaterialet.
30.000 skal spille poker på Wembley
Den nye dato er sat til den 31. maj, og planen er kort fortalt, at 30.000 spillere skal starte med at spille online på selve stadionet, indtil man er barberet ned i en tilpas størrelse, hvorefter man går over til livepoker. Det koster €600 at deltage og der er plads til rebuy og et add-on. Hvis man ønsker at springe den del at turneringen over, så vil man for det beskedne beløb af €6.000 kunne købe sig direkte ind på tredjedagen, hvor man vil få udleveret en stak i samme størrelse som gennemsnittet af chips i spil. Det er dog maksimalt 1.000 spillere som kan benytte sig af denne genvej.
Der er endnu ingen nyheder omkring selve præmiestrukturen, men det planlægges offentliggjort på en pressekonference den 3. september.
Der skal dog lige tages højde for en række udfordringer inden af stadionspeakeren kan råbe: Shuffle up and deal.
Først og fremmest, så kræver 30.000 pc’ere på Wembley både internet og strøm. De oprindelige planer var at få en teleudbyder til at levere wi-fi på stedet, men ingen har turdet binde an med opgaven, da chancen for udfald simpelthen var for stor. Man arbejder derfor med en løsning med både wi-fi og kabler i øjeblikket.
Den næste udfordring er toiletfaciliteter. Men ifølge Wembley, så burde deres over 2.600 toiletter kunne dække 30.000 spilleres behov. Og skulle det engelske vejr vise sig fra sin regnfulde side, så burde det næsten lukbare stadiontag kunne sikre samtlige spillere tørvejr.
Samtidig er man opmærksom på collusion og at ingen skal kunne se de andres skærme. Man vil derfor placere spillerne således, at ingen ved samme bord er placeret ved siden eller i nærheden af hinanden.
iPoker skal stå for det tekniske
Softwaren som skal sikre spillerne en gnidningsløs oplevelse, skal leveres af iPoker. Det antal spillere har netværket endnu ikke prøvet at lægge hus til, så her skal også testes godt og grundigt igennem før man giver grønt lys.
Dertil kommer logistikken omkring at få 30.000 spillere til at spille samtidig. Det højeste antal spillere i europæisk sammenhæng indtil videre er omkring 1.700, hvilket ikke synes af meget set i forhold til det nye mål.
Men den absolut største udfordring for projektet er spillerne. Kan man samle 30.000 til kombineret online og livepoker?
”Ja”, mener arrangørerne. Og med skrigende logik udtaler Stephen McClean fra ISPT:
- Spillere som er interesserede i at deltage vil dukke op, mens dem som ikke bryder sig om formatet… ja, sikkert vil blive væk.
Der vil i den anledning blive afviklet et hav af kvalifikationsturneringer til begivenheden for dem, der har lyst kan spare lidt penge på den konto. Det kan dog stadig blive en dyr affære for mange spillere, da man har planlagt 50 sideevents og en række sit ’n’ gos, så ingen af de udslåede spillere skal mangle underholdning. De mange sideevents er et must for turneringen, da datoerne ramler sammen med starten på WSOP’en.
ISPT har også hyret Michael Mizrachi som ambassadør for projektet, for at sikre sig en tilpas mængde eksponering i diverse pokermedier.
Økonomien er på plads
Og til sidst er der så spørgsmålet om økonomien. Leje af Wembley, en garanteret præmiepulje på €20 mio. og et logistisk og elektronisk set-up, som får en Madonnakoncert til at ligne to røde pølser på en paptallerken uden brød, ketchup eller sennep. Alt dette koster enorme summer, og hvis spillerne svigter, kunne man godt frygte for sine penge.
Men ifølge arrangørerne skal ingen frygte noget. Groupe Bernard Tapier, som stod bag opkøbsforsøget af Full Tilt, er en ualmindelig pengestærk partner, og man er villig til at køre med underskud for at få gennemført og teste projektets attraktivitet og holdbarhed.
Der er mange ting som endnu ikke er faldet på plads og masser af udfordringer, som ikke er løst. Men skulle det lykkes at få det stablet på benene, så er det noget som pokerverdenen ikke har set før, og som vil give genlyd i meget lang tid.




