Ja du læste rigtigt. Årets pokernation hedder Libanon. Kåringen rejser selvfølgelig en række spørgsmål som f.eks.: Hvorfor?
Mens europæerne tirsdag aften fejrede 1. maj og arbejderbevægelsen, havde pokerfolkets deres helt egen fest i Monaco. Her kårede man nemlig sæsonafslutningen med den obligatoriske spillerfest og EPT Award showet.
Og var der enkelte af de tilstedeværende danskere som havde set frem til et lille trofæ til kaminhylden, så var det altså kun hvad de kunne nå at drikke, som de fik med hjem. Danmark og danskerne fik nemlig ikke en eneste klump graveret metal overrakt i forbindelse med arrangementet.
Mickey Petersen stemte ikke på sig selv
Nu er det selvfølgelig ikke noget som man bør gå så meget op i. Festen er EPT’ens egen og de nedsætter selv jury og begrundelse for vinderne. Eneste undtagelse er i kategorien ”Players Choice” hvor spillerne selv stemmer på deres favorit, og selvom Mickey Petersen var nomineret her, så blev det Roberto Romanello som løb med pyntegenstanden, champagnen og æren.
Mickey Petersen fik dog en kommentar med på vejen, for da prisen blev overrakt af aftenens vært Joe Stapleton, var det med kommentaren at Mickey Petersen var eneste spiller med stemmeret, som ikke havde stemt på sig selv.
Libanon blev højst overraskende årets pokernation
Og herefter startede morskaben for alvor. For da årets pokernation skulle vælges, var der ikke mange blandt de fremmødte, som ikke regnede med dansk succes. 3 ud af 13 turneringer med dansk flag i toppen burde både kunne høres og ses i løbet af en sæson. Så da kuverten blev åbnet og Libanon blev udnævnt til årets pokernation, troede de fremmødte først at der var tale om en joke. Det viste sig dog at det forholdt sig på den måde, og Libanon kunne dermed smykke sig med titlen. Der kom aldrig en begrundelse for valget, ligesom man heller ikke har set skyggen af en libanesisk sejr på EPT’en i år, faktisk er der ikke en eneste med libanesisk pas at finde på top 100 listen fra årets tour.
Selvom man sidder med farvede briller og fyldes med retfærdig harme, så passer beslutningen meget godt ind i, at EPT’en har fravalgt Danmark som stop til næste år. Det lader til at PokerStars har fået det ud af Danmark de ønskede, og at sigtekornet nu rettes mod nye markeder.
Måske Libanon?




