Det blev i weekenden til tre-på-stribe for dansk poker da Jannick Wrang vandt EPT Campione. Men hvor kommer den danske succes fra?
Mickey Petersen vinder EPT Copenhagen 26. februar, Frederik Brink vinder EPT Madrid 17. marts og Jannick Wrang vinder EPT Campione den 1. april.
Den danske dominans på European Poker Tour synes total i øjeblikket. Billedet har dog ikke altid set sådan ud. Med dansk sejr på touren i 2006, to styk i 2007 og senest Allan Bækkes i marts 2010, så har der været langt mellem de danske aftryk på den europæiske pokerscene, men pludseligt med et, så har vi altså tre sejre i træk. Men hvorfor kommer succesen nu?
Der kan findes mange forklaringer på, hvorfor dansk poker pludselig markerer sig så kraftigt på den europæiske scene. Ingen anden nation har taget tre turneringer ned i træk, så hvad er det danskerne kan, som ingen andre evner?
Skolesystemet?
Vores skolesystem hører til blandt Europas dyreste, uden at vi dog af den årsag er længere fremme end andre lande. Tværtimod ligger danske skoleelever under gennemsnittet indenfor OECD når det kommer til bl.a. matematik, så det er altså ikke i matematiktimerne at vi skal finde svaret. Danskerne regner ikke bedre end deres europæiske medborgere.
Men når det kommer til forståelsen af begreber som demokrati, politik, ytringsfrihed, ligestilling og medborgerskab, hører de danske skoleelever til blandt verdens absolut bedste. Faktisk så slår vi alle andre lande med flere længder. Så hvor det måske halter med naturvidenskab, matematik og læsning, så ligger vi altså i top når det drejer sig om evnen til at tænke selv og analysere. Og enhver som har siddet i en stor pokerturnering ved, at netop disse to egenskaber er absolut essentielle at mestre hvis man vil nå langt.
Økonomien?
Det kunne være fristende at give den danske økonomi skylden. Med lønninger som hører til blandt verdens højeste, så burde danskerne også have lettere ved at bruge mange penge på at dygtiggøre sig til spillet. $50 i Danmark er måske det samme som $50 i Polen, men beløbet har væsentlig højere købekraft og udgør mere i forhold til den gennemsnitlige månedsløn i Polen end her, hvilket burde give danskerne en fordel, da vi som danskere ikke ville have de store betænkeligheder ved at strø om os med pengene.
Argumentet holder desværre kun delvist. For selvom danskerne måske tjener mere og det dermed er ”billigere” for os at bruge mange penge på poker, så er de danske priser desværre ikke på niveau med resten af Europas. Vi må derfor antage, at selvom vi måske har flere penge mellem hænderne, så har vi også højere udgifter, så det udligner mere eller mindre sig selv. Økonomi kan dog ikke helt afskrives som medvirkende årsag.
Spillerne selv?
Hvis man går ind og kigger nærmere på de danskere, som rent faktisk har vundet en EPT, så dukker der en fællesnævner op. Mads Andersen, Peter Jepsen, Sander Lylloff, Allan Bække, Mickey Petersen, Frederik Brink og Jannick Wrang er alle spillere, som har arbejdet med deres poker. Deres resultater er ikke kommet som et lyn fra en klar himmel, men efter masser af timer ved pokerbordene.
Og selvom det rent faktisk kan lade sig gøre at komme på et EPT finalebord uden de store pokerværktøjer i tasken, så beviser de to gamle historier med Morten Guldhammer og Søren Jensen, at det er mere end svært at vinde. Uden at skulle anfægte de to sidstnævnte spilleres pokerevner, så blev begge af de fleste betragtet som glade amatører, som opbrugte rigeligt af deres kvote af held, som der jo også findes i poker – og lidt til.
Og til trods for at Søren Jensen havde spillet en omgang ”frisk poker” på vej til finalebordet, så viste han heads-up mod Tim Vance, at han måske ikke havde læst grundigt nok på sin Poker ABC. For Guldhammers vedkommende endte finalebordet i en ren opvisning i af ”What not to do”, men begge spillere gik i det mindste derfra med en stor præmiecheck og en oplevelse rigere.
Forskellen mellem de syv danskere vindere og de to ”lige-ved-og-næsten” er tydelig. Der er en afgrund til forskel, både hvad angår vilje, tiden der er lagt i det og – uden at fornærme nogen – evnerne. Selvfølgelig er der også danskere der har ramt finaleborde under EPT’en, som har lagt lige så meget tid i deres poker som de syv vindere, og som er røget ud. Men når Guldhammer og Jensen fremhæves, så skyldes det den tydelige forskel på det at arbejde hårdt for noget, og så måske komme langt af mere tilfældige årsager.
Derfor er danskerne gode.
Man må derfor konkludere – uden skyggen af videnskabelig bevisbyrde – at danskernes pludselige succes kunne skyldes:
1. Et skolesystem som lærer os at tænke selv og tage stilling.
2. En økonomi som tillader os at spille lidt mere end mange andre.
3. Viljen blandt vores professionelle og amatørpokerspillere til at dygtiggøre sig, at lære og ikke mindst, at følge med i spillets og dets udvikling.
Og selvom alt ovenstående skulle være meget langt væk fra den virkelige sandhed, så vil man helt sikkert ikke bryde sig om at komme til bords med en dansker på næste stop af EPT’en. For efter at have båret rundt på det skandinaviske ”crazy loose” image i en årrække, takket være Gustav Hansen, så skal vi også til at bære rundt på, at vi nu rent faktisk vinder.
