Nye regler under WSOPen

Tony G PartyPoker

Poker er blevet kedeligt mener WSOP’en og derfor har verdens største pokerturnering taget konsekvensen og tilladt jubel – og kortsnak.

Hvis ovenstående lyder underligt, så er der faktisk en glimrende forklaring på det. WSOP’en har igennem de sidste par år rettet regelsættet til efter tidens trend, hvilket i Guds eget land betyder politisk korrekthed. Men da vicepræsidenten for WSOP’en Ty Stewart under sidste års turnering gik igennem lokalet efter at boblen var sprunget, bemærkede han, at til trods for at alle tilbageværende spillere var sikret en pæn pengepræmie og stadig havde udsigt til at vinde turneringen, så var det stille i lokalet som i en domkirke.

Der må nu jubles

WSOP’en har derfor taget konsekvensen og ændret i regelsættet til dette års udgave. Det er nu spillerne tilladt at diskutere deres hænder, såfremt de er sidste mand til at agere i hånden. Dette har været forbudt de seneste fem år, ligesom det nu er blevet tilladt at juble.

Sidstnævnte skal dog stadig foregå indenfor rimelighedens grænser. Hvordan man så undervejs vil definere dem, må de første eksempler sætte standarden for.

$1.000.000 buy-in turnering på skemaet

Ud over det ændrede regelsæt har man også haft et par andre ting med i posen. De 61 armbåndsgivende turneringer får desuden tilføjet et par nyskabelser i WSOP regi. Der vil bl.a. være en hold’em turnering med fire kort på hånden, en turnering hvor der kun spilles med ante og ingen blinds, en mix max udgave, hvor man spiller 9-mands borde, går ned til 6-mands og blandt de sidste 32 spiller heads-up. Den helt store nyhed, som allerede har trukket overskrifter er selvfølgelig ”Big One For One Drop”, som har et buy-in på $1.000.000.

Man kunne fristes til at drage konklusionen, at WSOP’en har indført de nye regler af indlysende kommercielle årsager. Pokeren har kæmpet med dalende tilslutning, og hvis den skal få en opblomstring, så er måden man sælger den på via godt fjernsyn. Og livlige diskussioner ved bordene og overdrevne jubelscener er lige præcis hvad der skal til, få at få tv-stationerne til at betale ved kasse et og få folk samlet foran skærmen.

Man har tidligere set lignende eksempler fra sportens verden, hvor kvindelige beach volleyspillere blev tvunget i små shorts – ellers ville sporten jo ikke have nogen som helst appeal, og fra Formel 1, hvor hver sæson byder på helt nye regler for alt lige fra kørernes hjelme til vægt, ventiler og dæk. Alt sammen for at sikre sig en så spændende tv-oplevelse som overhovedet muligt.

Farverige spillere er essentielt

Og man kan da heller ikke klandre WSOP’en for at have ændret på lige præcis disse områder, uanset hvad årsagen måtte være. Poker er nu engang sjovest når personligheder får lov til at udfolde sig. Spillere som Phil Hellmuth følger man ikke fordi han har vundet 11 armbånd, men fordi han klynker som en fornærmet tøs når han taber. Og selvom berusede mennesker sjældent er sjove at høre på, så er Scotty Nguyen rigtig godt tv, når han efter lidt for mange besøg i baren for modstanderne til at eksplodere, når de taber til en mand som knapt nok kan holde på kortene.

Og hvad er en pokerturnering uden Tony G. cyklende ind i spillelokalet og proklamere at han vil sende alle hjem på en lille cykel?

Jo, verdens største cirkus har netop udvidet manegen.

Relaterede Emner:

Speak Your Mind

*