Det kan som pokerspiller være svært at følge med i hvilket netværk man egentlig et spiller på. I øjeblikket skifter udbyderne netværk, som vi andre skifter underbukser, altså mere af nødvendighed end lyst.
Har du nogensinde undret dig over, at de borde du normalt spiller pludselig er tomme og dine foretrukne turneringer er gået fra $30.000 garanteret til $5.000 garanteret?
Det kunne skyldes en omsiggribende trend, som vi absolut ikke har set det sidste til endnu. Trenden hedder netværksdød og er udløst af svigtende spillere rundt omkring hos de forskellige udbydere.
Forklaringen er ganske simpel. Når de enkelte udbydere ikke længere har en stor volumen af spillere som raker penge ind til sitet, så er der heller ikke penge til at markedsføre sig, og dermed svigter tilgangen af nye spillere. Det betyder færre spillere hos netværkene, som igen bevirker, at de tilbageværende spillere søger over til andre steder, for at finde mere action.
Black Friday har haft stor indflydelse
Den selvforstærkende effekt resulterer i en ond nedadgående spiral, som er meget svær at standse.
Tidligere regulerede det mere eller mindre sig selv grundet den store volumen i spillermassen, men de seneste års spillermangel kombineret med Black Friday har for alvor sat gang i lavinen.
Således har vi alene i 2012 set, hvordan bl.a. IGT har trukket stikket på det tidligere Entraction netværk, og hundredvis af mindre udbydere enten måtte lukke eller finde sig et andet netværk. Dette har på en eller anden måde selvfølgelig været godt nyt for de netværk som nu fik tilføjet nye spillere, men selv den slags har en bagside.
InterPoker skifter til Ongame
For i jagten på at kunne tilbyde et attraktivt udvalg i cash games og turneringer, skifter nogle af de mellemstore udbydere nemlig også netværk. Og netop det kommer til at ske for InterPoker, som er en af de få udbydere på IPN/Boss netværket med dansk licens.
Det skulle nemlig nu ifølge flere kilder, være mere eller mindre sikkert, at InterPoker skifter til Ongame i starten af 2013.
Og netop det skifte kan måske være Ongames redning. Netværket blev overflødigt, da bwin og PartyPoker fusionerede, og spillermængden, hvoraf bwin menes at udgøre halvdelen, bliver flyttet over til PartyPoker med udgangen af 2012. Ongame stod derfor til at blive reduceret kraftigt og dermed svært at afsætte for bwin.party.
Ongame blev solgt til Amaya Gaming
Man fandt dog en køber i form af canadiske Amaya Gaming, som samtidig er selskabet bag netop InterPoker. Og da InterPoker er den absolut største udbyder på IPN/Boss netværket, så vil skiftet til Ongame altså have alvorlige konsekvenser for IPN/Boss.
Lige nu ligger IPN/Boss på en meget kedelig 22. plads over netværk ifølge Pokerscout, med et ugentligt gennemsnit på 465 spillere dagligt. Det er en halvering på under et års tid, hvilket kun vil blive forværret når InterPoker trækker sine spillere ud.
IPN/Boss er en gammel kending hos de fleste danskere. Det var det første netværk som bl.a. BetAndWin brugte (nu bwin.party) og danske MermaidPoker bruger stadig netværket, som de også startede op med. Mermaid har dog siden tilføjet Ongame således, at deres brugere kunne vælge mellem de to netværk. Men hvis trenden fortsætter, så bliver IPN/Boss lagt i graven inden første halvår 2013 er overstået.
Dette vil igen få konsekvenser for de tilbageblevne udbydere hos IPN/Boss. Herhjemme er det som nævnt MermaidPoker, men også ParadisePoker vil blive hårdt ramt.
Det sidste kort i kabalen er endnu ikke lagt, men hold øje med dine klienter, du kan pludselig stå alene tilbage i en slikbutik, hvor alle hylder er tomme




