Selvom det kun blev til en flot 13. plads til Simon Ravnsbæk under Partouche Poker Tour, så fik århusianeren drama for alle pengene. Og de bølger som opløsningen af den franske pokertour har skabt, har endnu ikke lagt sig.
Hvad der skulle have været en fransk opvisning i at arrangere en pokerturnering, som kunne måle sig med både WPT’en og EPT’en, endte med en dramatisk tale og Partouche Poker Tours endeligt.
For selv efter at arrangørerne greb i egne lommer og lagde de manglende €700.000 i præmiepenge, så har ringene i vandet efter balladen nu spredt sig til et andet storstilet pokerprojekt med fransk udgangspunkt.
Det drejer sig om Laurent Tapies enorme pokertour ISTP, som skal afvikles på Wembley Stadion i maj måned 2013. Det viser sig nemlig, at en af de aktive støtter i projektet er Partouche, som allerede har været ude og tilbyde satellitter til turneringen.
Forskellen på garanteret og forventet
Men ligesom Partouche Poker Tour havde mere end svært ved at kende forskel på ”garanteret” og ”forventet”, så har samme situation nu ramt ISPT’en. Først sænkede man det oprindelige beløb fra $30 mio. til €20. mio., og siden har man ændret ”garanteret” i pressematerialet til ”forventet”. Samtidig går der vedholdende rygter om, at de €20 mio. ikke kun gælder for Wembley, men alle planlagte turneringer i ISPT regi.
Hele balladen opstod efter, at en planlagt pressekonference den 3. september, hvor Skrill/Moneybookers skulle informere om, at de nu havde modtaget de €20 mio. i deres varetægt, som sikkerhed for at præmiepuljen var garanteret. Pressekonferencen fandt aldrig sted, og ISPT har ikke informeret om årsag eller noget som helst andet.
Simon Ravnsbæk kan være ligeglad. Selvom det ikke blev til en garanteret førstepræmie, så rejser han alligevel hjem fra det sydfranske med en check på €54.995.




