Sent mandag i sidste uge blev Full Tilt Pokers CEO Ray Bitar anholdt af de amerikanske myndigheder, da hans fly landede i USA. Godt en uge efter er han sat på fri fod efter at have betalt 2,5 millioner dollars i kaution samt et Bitar-ejet varedepot, som han indvilgede i skulle tilføjes til kautionen.
Bitar vil for første gang i mere end et år kunne vende hjem til Glendora i Californien. Siden 15. april 2011 havde han gemt sig i Dublin fra de amerikanske myndigheder, men overgav sig i sidste uge til myndighederne. Bitar er dog ikke helt fri. Hans færden vil der blive holdt skarpt øje med af FBI ved hjælp af en elektronisk fodlænke.
Bitar var iklædt fængselstøj i retten og fremstod lettet over at han kunne komme ud af fængslet, da dommer Paul Engelmayer accepterede og underskrev kautionen.
Bitar forsøgte at hæve 24 millioner fra ukendt bankkonto
Flere offentlige anklagere har tidligere udtryk bekymring om, at man risikerer at Ray Bitar vil flygte fra USA, da han ikke var klar over at myndighederne ville udvide sagen mod ham. Bitar risikerer op til 145 års fængsel, hvis han bliver dømt for alle anklagerne. Tidligere i år forsøgte Bitar at få fat i 24 millioner dollars fra en bankkonto i hans navn, som myndighederne på det tidspunkt ikke kendte noget til.
I mellemtiden bliver der spillet WSOP Main Event i Las Vegas. Tidligere så man hundredvis af Full Tilt merchandise i pokerroomet. Dette syn er indtil videre slut, hvis der da ikke skulle komme en aftale med DOJ og PokerStars om køb af Full Tilt Poker.




