Så er det officielt – PokerStars køber Full Tilt

PokerStars buys Full Tilt Poker

Der skulle gå over et år før tingene faldt på plads, men nu er det endeligt officielt. Pokerstars køber Full Tilt og betaler $547 mio. til de amerikanske myndigheder.

Et lettelsens suk kunne næsten høres gå igennem det globale pokermiljø tirsdag. Her blev det både fra Department of Justice, Pokerstars og Full Tilt meldt ud, at man var nået frem til et forlig i sagen omkring Full Tilt og anklagerne mod Pokerstars.

Aftalen som er meget omfattende går i korte træk ud på følgende:

1. Pokerstars køber Full Tilt og alt hvad der hører under selskabet.
2. De beslaglagte midler fra Full Tilt beholdes af de amerikanske myndigheder, hvorefter nogle af dem overføres til Pokerstars.
3. Alle offentlige anklager mod medarbejdere, ledende personer eller andre i Full Tilt regi bortfalder. Der er dog stadig basis for civile søgsmål.
4. Pokerstars betaler $547.000.000 til den amerikanske stat i en periode over tre år.
5. Alle krav om retsforfølgelse af Pokerstars selskaber bortfalder. Individuelle anklager mod personer står dog ved magt. Disse var aldrig til forhandling i forbindelse med sagen.
6. Pokerstars betaler ikke-amerikanske Full Tilt spillere deres tilgodehavende tilbage indenfor en periode på 90 dage uden nogle former for krav eller restriktioner. Dette beløb anslås til at være i omegnen af $184.000.000. Player points eller andre former for opsparede bonusser er ikke en del af aftalen men vil blive forsøgt håndteret på en fair måde af Pokerstars.
7. Amerikanske Full Tilt spillere vil blive kompenseret separat. Der skal indsendes ansøgning om fritagelse for hvidvaskning af pengene hos Department of Justice, Asset Forfeiture Money Laundering Service. Dette beløb anslås til omkring $150.000.000
8. Isai Scheinberg skal indenfor 45 træde tilbage som chef for Pokerstars og må på ingen måde have med driften af hverken Pokerstars eller Full Tilt at gøre. Dette kan dog omgøres ved senere lejlighed mellem parterne uden retslig indblanding.
9. Hverken Pokerstars eller Full Tilt må på nogen måde tilbyde eller tillade online poker i USA indtil det er vedtaget ved lov at legalisere det – og tilladelser er udstedt.

Derudover er der en del indskrevne klausuler i dokumentet, hvor hverken Pokerstars eller Full Tilt indrømmer at have gjort noget som helst forkert. Ligeledes har DoJ sikret sig mod søgsmål fra begge parter, såfremt der skulle opstå en situation som muliggør det.

For spillerne betyder ovenstående, at online poker er lukket land i USA indtil der findes en lovgivning som muliggør det.
For spillere udenfor USA betyder det, at alle får deres penge og at Full Tilt lukker op igen som selvstændigt pokersite – dog nu blot ejet af Pokerstars.
For online pokeren generelt betyder det, at man nu vil få en indsprøjtning på $184.000.000 tilbage i pokermiljøet, men at Pokerstars nu kommer til at herske over online pokeren og blive utrolig svær at konkurrere med.

Der er endnu ikke sat en dato for relanceringen af Full Tilt, men de fleste med penge til gode vil huske datoen i dag.

Relaterede Emner:

Speak Your Mind

*