Allerede inden tilmeldingerne er åbne, har flere proer tilkendegivet deres ankomst til november.
Nyheden om World Poker Tours stop i København, har med det samme skabt forventninger og glæde hos de fleste pokerspillere. Og da stoppet var blevet offentliggjort, gik der heller ikke lang tid før man kunne læse om nyheden hos Ekstra Bladet, BT og samtlige af pokermedierne.
Og her er meldingen meget enslydende. Alle glæder sig og ser frem til at deltage. Jannick Wrang yder endda den service inde på Pokernet.dk, at han har lagt sin turneringsplan ud for resten af året. Og hvis Jannick følger det planlagte, så bliver han en travl mand. Programmet lyder på følgende:
Uge 21: DM København
Uge 23-25: EM
Uge 25-29: WSOP, Las Vegas
GIGABOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOMMMMMMMMMMM!
Fri resten af livet.
Eller: (1-2 destinationer skal nok skæres væk i efteråret)
Uge 33-34: EPT Barcelona
Uge 36: Partouce, Cannes
Uge 37: WPT Paris
Uge 38: WPT Malta
Uge 38-39: WSOPE Cannes
Uge 40-41: EPT San Remo
Uge 46: WPT København
Uge 49-50: WPT Prag & EPT Prag
Det stop som Wrang omtaler som ”GIGABOO…”, kunne nok tænkes at være en sejr i Main Event under WSOP’en. Han er dog så realistisk, at såfremt verdensmesterskabet ikke kommer hjem, så vil efterårsprogrammet blive spillet, dog med en tour eller to skåret fra.
Og skulle nogen bekymre sig om økonomien i projektet, så husker de fleste vel at Jannick sikrede sig førstepladsen under EPT Campione til den nette sum af €640.000, hvilket nok skulle række til en enkelt sæson med rejser og buy-ins.
Alle de danske topspillere er med
Han er dog ikke den eneste som har planer omkring WPT Copenhagen. Både Søren Kongsgaard og AlexKP udtaler til Pokernyhederne, at turneringen er en velkommen afløser for den tidligere store turnering her i Danmark – EPT’en – som PokerStars droppede uden yderligere forklaring. Ud over de to herrer forventes spillere som vinderen af WPT Wien Morten Lihn Christensen, EPT Madrid vinder Frederik Brink og stort set alt hvad der hører til i toppen af dansk poker.
Skal Gus vinde på hjemmebane
Spørgsmålet som ingen dog har kunnet svare på endnu, er om Gustav Hansen dukker op?
Den tredobbelte WPT-vinder, må om nogen være manden som bragte poker ind i danskernes stuer, og hvad ville være mere naturligt end at sigte mod en vaskeægte rekord, med at sikre sig sin fjerde WPT-titel på hjemmebane? Kun een anden spiller har præsteret at vinde tre turneringer på WPT’en, og det er Carlos Mortensen, som tilfældigvis også har en portion dansk blod i årene.
Og med danskernes tilsagn om deltagelse, kan man nu afvente de udenlandske proers udmeldinger. Poker.dk følger løbende med og skal nok holde alle opdateret.




